Min mening om Min Fede Træner

Det er igen igen noget tid siden, at jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Det skyldes, at jeg ved siden af min blog har en hverdag og et liv, hvor der fra tid til anden sker ting og sager, som enten indskrænker tiden eller lysten til at udgive mine tanker her i internetverden. Det skal I nok høre meget mere om, når tiden er til det, men i dag skal det handle om TV3’s nye serie Min Fede Træner, og ikke mindst om al den kritisk, som siden i onsdags har floreret alle steder.

Jeg satte mig selv ned torsdag aften og så det første afsnit, for at danne mig mit eget indtryk af programmet. Rent faktisk følte jeg mig ganske underholdt, og jeg synes, at størstedelen af de negative vibes omkring konceptet er overdrevne og ikke helt på sin plads.

Ingen kan benægte, at det at se på kendte mennesker, som propper deres ansigt med alt godt fra slikafdelingen i Føtex, har en vis underholdningværdi, og hvad er dette program udviklet til? At underholde os andre hjemme på sofaerne. Det kan jeg såmænd ikke se noget galt i.

Alligevel kan jeg godt blive en smule forarget over den måde, som programmet udleverer og omtaler “de overvægtige” på. Jeg synes for det første, at programmet putter individer utroligt meget ind i en bås, når de kategoriserer dem som overvægtige, og nu er det jo ikke fordi, at man er en helt anden art af mennesket, når man vejer lidt mere end godt er. Oven i det, så kunne de udvalgte kandidater sagtens have gjort det væsentligt værre. At veje 98 kilo som kvinde, og at veje 105 kilo som mand, er selvfølgelig ikke ligefrem idéelt, men verden har altså også set det, som er værre.

Desuden er konceptet med at tage på med vilje for derefter at tabe sig for at understøtte en pointe, heller ikke nogen helt ny idé. Hvis I har set dokumentaren Fat and Back, så ved I hvad jeg taler om. Her følger man en toptrimmet personlig træner, som beslutter sig for at tage 50 kilo på på et halvt år, for derefter at tabe alle kiloene igen den resterende del af året. Derfor kan jeg godt komme til at tænke, at det er en smule tyndt, når Mascha Vang udtaler, at hun frygter at tage ti kilo på. I min optik er ti kilo ikke noget, som ligefrem ville vælte min verden, men vi folk er jo forskellige.

Derimod synes jeg, at programmet understreger på en utrolig fin måde, at alt i #fitfam-verden handler om valg man tager og vaner man danner sig. Jeg har i hvert fald uden tvivl tænkt mig at fortsætte med at følge ved, og jeg glæder mig rigtig meget til at se, når de første tolv uger er gået, og når “de overvægtige” skal ændre deres livsstil. Jeg tror bestemt ikke, at det bliver så nemt for de kendte at  vende tilbage til deres gamle sunde vaner, som de selv forestiller sig, netop fordi vaner er kommet for at blive – gode så vel som dårlige.

Alt i alt så synes jeg at hele eksperimentet er utroligt spændende, og hvis TV3 en dag overvejer at lave en sæson 2, så ville jeg 100 % være frisk på at tage udfordringen op, men nu regner jeg ikke ligefrem med, at jeg har en topplacering på deres telefonliste. Jeg tror helt klart, at programmet vil afgive stol til eftertanke, både til de overvægtige, og til os andre.

 

Hvis du gerne vil se mere af en ikke-overvægtigs verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

STOMI, FORARGELSE OG MIN APRILSNAR

Måske læste I med i lørdags, da jeg udgav et indlæg om, at Lars skulle have stomipose (ellers kan du læse indlægget HER). Først og fremmest vil jeg gerne beklage til de få derude, som blev følelsesmæssigt ramte af indlægget, men hvis der er noget, som jeg absolut ikke vil undskylde for, så er det, at jeg valgte at omtale stomi i forbindelse med min aprilsnar.

Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at så mange mennesker ville have så stort et problem med denne aprilsnar. Flere gange har folk kommenteret, at det ikke er noget man laver sjov med, og at jeg udstiller dem, som rent faktisk har stomi negativt, og nogle mener endda, at jeg direkte gør grin med dem.

Ærlig talt så er jeg faktisk en smule vred i skrivende stund. Mit tastatur har det væsentligt hårdere lige nu, end når jeg ellers grifler et indlæg ned. For det første, så vil jeg rigtig gerne vide, hvornår jeg i mit aprilsnar-indlæg på noget som helst tidspunkt omtaler stomi negativt. Jeg ville kunne forstå folks forargelse, hvis jeg havde skrevet noget i retning af:

“Den dag Lars får sin stomipose, vil jeg edderdælme ikke røre ved ham nogensinde igen. Stomi er pokkers ulækkert og de mennesker der har sådan en pose siddende på sig, skal aldrig nogensinde nærme sig mig!”

Men har jeg skrevet sådan? Nej, det har jeg på ingen måde! Lad os lige kigge tilbage på, hvad det var,  jeg rent faktisk skrev:

“Hvad mig angår, så må jeg indrømme, at jeg er en smule nervøs for den første tid efter operationen, men jeg håber og tror på, at det som så meget andet er noget, som man bare lige skal vende sig til. Jeg har på ingen måde tænkt mig at vælge manden i mit liv fra bare fordi han lider af tarmproblemer. Jeg elsker ham lige så højt som før vi fik denne nyhed, og jeg kommer til at elske ham præcis lige så højt efter operationen, hvis ikke mere endda.”

Jeg kan simpelt hen ikke tage folks beskyldninger alvorligt. Jeg synes, at dette er løbet alt for løbsk, helt ud i andre dimensioner. At folk har hoppet på en aprilsnar og nu føler sig ramt, grænser sig til dobbeltmorale i særklasse. Lad os tage et eksempel på dette, skal vi?

Hvor mange hunkønsvæsener derude har ikke på et eller andet tidspunkt forsøgt at bilde deres bedre halvdel ind, at de var gravide? Er det at skulle have et barn ikke væsentligt mere alvorligt end stomi? Hvis Lars nu rent faktisk skulle have en stomipose, så ville det have absolut ingen effekt på dem, som jeg en gang for mange år siden har gået i parallelklasse med. Laver man derimod den klassiske graviditets-aprilsnar på sin partner, så vender man op og ned på hele hans verden, og anbringer ham i en komplet livsforandrende situation. Hvorfor er det så lige, at denne form for aprilsnar er komplet acceptabel, når emnet stomi ikke er? Er det et spørgsmål om, at en graviditets-aprilsnar er triviel, og at en aprilsnar om stomi er sjældent set før?

Ærlig talt så har jeg ikke meget til overs for de mennesker, som har følt sig stødt over mit valg af emne til dette års aprilsnar. Er det i virkeligheden ikke jer, som netop er med til at tabubelægge emnet og gøre det til noget, som er langt mere alvorligt end det er? Jeg har ikke skrevet, at Lars havde tre måneder tilbage at leve i, hvilket bestemt ikke ville have været sjovt, den er jeg skam med på. Jeg har skrevet, at Lars skulle have en pose spændt fast på sig, og at han ikke skammede sig over det. Det er jer forargede typer, som er godt og grundigt i gang med at stomishame, sorry to break it to you. Hvis man bliver så nemt forarget over at læse om “tunge emner”, så vil jeg anbefalde jer at indskrænke jeres brug af sociale medier til et absolut minimum, ‘cause I got news for you, internettet er fuld af den slags. Velkommen til den virkelige verden.

Hvis du gerne vil se mere af Lars’ og min verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Lars skal have stomipose

Måske har I læst mit indlæg om Lars’ operation tilbage i december måned. (Hvis ikke kan du læse det HER.) Lars har nemlig det seneste år været inde og ude af lægebesøg, konsultationer, operationer og eftertjek i tide og utide på grund af hans problematiske endetarm. Jeg vil skåne jer for at gå i dybere detaljer med dette, da det for det første er mere eller mindre underordnet, og samtidig også muligvis er too much information for nogen.

Under alle omstændigheder er sagen nu den, at der ikke er mere at gøre, og at lægerne kun har én sidste løsning tilbage for Lars, og det er en stomipose.

Der sidder nok en enkelt læser eller to derude og lige nu tænker “hvad er det dog for noget enormt grænseoverskridende og privat noget hun skriver om sin egen kæreste?!” Men faktisk  er Lars 100% bevidst om, at jeg skriver dette indlæg. Han har virkelig taget det hele pænt, og det er utrolig inspirerende at se. Jeg er så ufatteligt stolt af ham.

Lars har taget en beslutning om, at dette ikke skal ruinere hele hans verden, og samtidig er det heller ikke noget, som han har tænkt sig at feje under gulvtæppet og tabubelægge. “it is what it is”, som han siger, og jeg beundrer hans gåpåmod himmelhøjt. Jeg har aldrig haft mere respekt for ham, end jeg har nu for at have taget den beslutning.

Selvfølgelig er det ikke en ting, som han er decideret stolt af, og hvis han kunne undgå denne skæbne, så havde han bestemt gjort det, men efter utallige af indlæggelser og besøg på flere af landets sygehuse oplever jeg, at han på en eller anden måde virker lettet over, at beslutningen nu er taget. Han forventer at få en indkaldelse til den endelige operation en gang i juni måned, så nu kommer der endelig en løsning på hans mange problemer.

Hvad mig angår, så må jeg indrømme, at jeg er en smule nervøs for den første tid efter operationen, men jeg håber og tror på, at det som så meget andet er noget, som man bare lige skal vende sig til. Jeg har på ingen måde tænkt mig at vælge manden i mit liv fra bare fordi han lider af tarmproblemer. Jeg elsker ham lige så højt som før vi fik denne nyhed, og jeg kommer til at elske ham præcis lige så højt efter operationen, hvis ikke mere endda.

 

Hvis du gerne vil se mere af Lars’ og min verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Mit Rasmus Modsat-gen

 

Jeg har altid været noget af en trodsig type. Det vil min mor højst sandsynligt give mig ret i. Når andre har sagt A, så kribler det inden i mig efter at råbe B så det runger. Måske kan I fornemme dette i min video på Instagram, hvor jeg har fundet på en lidt mere kreativ måde at promovere Detox Tea fra WeightWorld.dk på. (Du kan se videoen HER.) Jeg kunne sagtens have taget et helt almindeligt billede, hvor jeg suger maven ind, mens jeg totalt tjekket sipper til min gode kop te med et smil på læben præcis som samtlige andre Detox Tea-piger derude, men jeg er komplet allerigisk overfor den slags basaliteter, og derfor skriger alt i mig efter at gøre noget anderledes. Det skal lige siges, at teen ikke smager dårligt på nogen måde. Faktisk er jeg meget positivt overrasket over min oplevelse med teen, men det skal jeg nok fortælle om en anden god gang.

I mine teenageår var min trodsighedstrang på sit absolut højeste. Når de andre piger knappede meterlange extensions fast til deres hovedbund, så klippede jeg mit hår kort. Når de andre piger iklædte sig nedringede Dolce Gabbana-toppe, så skulle jeg have en Foo Fighters T-shirt på. Når de andre piger sang med på Nik og Jay i radioen, så tog jeg mine høretelefoner på, og fyrede op for noget My Chemical Romance. Dem der kender mig, husker helt sikkert mine utallige forskellige farverige frisurer, og mine mindst lige så farvestrålende outfits. Det var det absolut vigtigste for mig i verden at folk forstod, at jeg ikke var ordinær. Jeg levede og åndede for at være anderledes, og for at vise hele verden det.

Når jeg ser billeder fra dengang, tænker jeg “helledusseda!”, og bliver en lille smule flov over min beklædningssans, men samtidig bliver jeg faktisk også stolt. Jeg vil langt hellere tænke tilbage på mig selv som en yderst farverig og iøjenfaldende teenager, end jeg vil huske mig selv som en lille grå mus uden nogen form for individuel holdning til noget som helst.

 

R.I.P. ikke eksisterende øjenbryn #2010

Den dag i dag ser jeg stadig mig selv som en yderst trodsig personlighed, heldigvis med en opgraderet stilbevisthed. Jeg har dog lært, at jeg ikke skal være en Rasmus Modsat for enhver pris. Det hænder, at jeg fra tid til anden falder helt hovedkuls for en trend, en kliché eller en dille. Jeg er for eksempel helt syg med alt hvad der hedder peplum, jeg er fuldstændig forgabt i Ed Sheerans musik, og jeg er totalt SKAM-oholic.

Jeg har heldigvis lært med årene at hvile lidt mere i mig selv og stole på, at min personlighed nok skal tale for sig selv fremfor mit valg af frisure. Jeg vil alle dage forestrække foretrække Foo Fighters frem for Nik og Jay, men det behøver kassedamen i Netto ikke ligefrem at skulle læse på min T-shirt.

 

Hvis du gerne vil se mere af min Rasmus Modsat-tilværelse, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

 

 

1 2 3 30