“Min Historie”

MIN HISTORIE: Min hemmelige krig mod maden

Skærmbillede 2016-03-23 kl. 19.45.37“MIN HISTORIE” er et sted for læsernes fortællinger. Jeg har skabt dette tema for at hjælpe læsere så vel som personerne bag historierne. Nogle gange kan dét at dele sin historie med andre være en stor hjælp i sig selv for at se fremad, og komme videre.

I dette indlæg hører vi en anonym piges historie om, hvordan en uskyldig slankekur blev til et alvorligt madmareridt.

 

I en verden, hvor et fitnessmedlemskab er et must og idealkroppen findes på Instagram under hashtagget #fitfam, må vi huske os selv på, hvad livet virkelig handler om. Hvis du er typen, der jagter den perfekte bikinifitnesskrop og tror, at din lykke venter, når vægttabet er i hus, så læs med her. Kodeordet er selvfølgelig balance. Balance er det nye sort. Hvis du har den, så bevar den. Hvis ikke, så stop op og find ud af hvad der virkelig gør dig glad, og begynd at leve sådan. Ikke først når kiloene er smidt, men nu. Livet er nu.

 

Jeg vil nu fortælle om, hvordan en uskyldig slankekur kan udvikle sig til tomhed, ædeflip, opkast, flere kilo på sidebenene, sorg, skam og hemmelighedsfulde indkøb. Jeg var 18 år og skulle bare smide fem kilo. Så ville min verden være perfekt. De fem kilo røg hurtigt, men verden blev alt andet end perfekt derfra…

 

Jeg fik hentet appen Lifesum, og fandt hurtigt ud af, at jo mere jeg forbrændte, jo mindre jeg indtog, jo tyndere blev jeg. Jeg husker, hvor skønt det var, da min daværende kæreste sagde til mig, at man kunne se mine ribben, og nu behøvede jeg altså ikke at blive tyndere. Mit indre jublede, og det motiverede mig i den grad til at fortsætte. Når man har sultet sig selv længe nok, og det eneste man kan tænke på er kalorier og træning, begynder man at trække sig fra alt socialt samvær. Kæresten mistede jeg, og jeg orkede ikke længere at være sammen med nogen. Jeg var for sulten. Jeg blev skør. Jeg vågnede ofte op midt om natten, med et hul i maven, midt i en drøm om et ædeflip.
Ædeflippene begyndte at blive til virkelighed. Pludselig kunne jeg se mig selv løbe ud af døren, ned til nærmeste supermarked og købe slik, chips og fastfood. Alt det jeg havde nægtet mig selv så længe. Min krop skreg på det. At komme ind bag en låst dør, åbne posen med de nyindkøbte varer og gå i gang med et ædeflip, var lykken. Jeg befandt mig i min egen lille boble, hvor tiden stod stille. Mærkede intet andet end min mave, der blev fyldt indtil, at det til sidst føltes som om, at den skulle sprække. Maden var væk, og jeg var godt klar over, hvor mange tusind kalorier den indkøbspose havde indeholdt, før den forsvandt. Hvad gør man så? Jeg valgte at stikke fingrene i halsen, og tvinge det hele op igen. “Haha! Farvel kalorier! Ud af min krop og lige ud i afløbet!” Jeg kan høre mig selv have tænkt det, alt imens jeg troede, at kontrollen var min.
Det var starten på godt halvandet år med spiseforstyrrelserne bulimi og overspisning. 17 kilo ned og 20 kilo op igen, på bare halvandet år. Hvad jeg ikke har udsat min krop for. Jeg kom derud, hvor mad var den eneste glæde i mit liv. Besat af tanken om, hvornår jeg kunne få mit næste ædeflip. Mit næste fix. Pludselig blev min krop overtaget af noget ondt. Skulle jeg have et ædeflip, kunne det ikke gå hurtigt nok. Pludselig sad jeg på cyklen på vej ud efter madvarer, jeg kunne ødelægge mig selv med. Fysisk, såvel som psykisk. Jeg har gået rundt i en tåge i supermarkederne. Rystende angst for at møde nogen jeg kendte. Jeg må have set meget ynkelig ud hver gang, jeg har stået svedende og rød i hovedet, og fyldt båndet med søde sager og junk, efterfulgt af et par kasser Nupo-shakes. I morgen skulle slankekuren jo starte igen.

 

Det er jo ikke fordi, at det er en dødssynd at købe chokolade, chips og frysepizzaer, men for mig var det. I de mængder ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skulle forklare mig, hvis en veninde eller et familiemedlem skulle dukke op i butikken. Med tasken fyldt var det fluks hjem i lejligheden med nedrullede gardiner og låst dør. Jeg kørte det ene ned efter det andet. En bombe kunne sprænge uden jeg ville opdage det. Befandt mig i en verden, hvor mad var det eneste, der betød noget.
Når mavesmerterne blev så store, at det føltes som om, at mine tarme kunne springe, så skulle maden op igen. Jeg indtog badeværelset, og gjorde klar til rutinen. Maden skulle op igen.
Den samme sorte onde cirkel fortsatte i et års tid. Hvad jeg dog ikke har brugt af penge på kosttilskud, slankepiller, ædeflip, kager, brød, slik og chokolade. Varer som er blevet spist og kastet op ud i toilettet. Set i bagspejlet skulle jeg under alle omstændigheder have haft hjælp. Det mente jeg bare ikke selv. For i morgen ville alt være godt. En ny dag skulle starte, og mit nye sunde liv ville begynde med en løbetur og en sund morgenmad. (Dog efterfuldt af et ædeflip til aften, og den samme rutine om igen)
Nogen vil desværre kunne nikke genkende til de ting jeg beskriver, imens andre vil tro, at jeg er sindssyg. Ja, det er en syg opførsel og tankegang, men det skræmmende var, at du ikke kunne se det på mig. Jeg var en ganske almindelig pige på 60 kilo. Trænede, spiste sundt, arbejdede fuldtid og så mine veninder. Jeg postede overfladiske billeder på Instagram som alle andre. På overfladen spillede det hele.
Mit liv stod stille for længe og jeg ønsker for alt i verden, at alle piger vil vælge livet, fremfor at ødelægge det som mig. Kampen for de skide 5 kilo (som ingen andre end dig selv kan få øje på) er ikke altid det hele værd. Man kan hurtigt komme ud på et sidespor.
Jeg fik dannet mig en meget trist og hemmelighedsfuld side, og det var svært at komme ud af, da jeg først var fanget. Det krævede vilje og mange tilbagefald. I dag er dette mareridt heldigvis flere år siden. Jeg nyder min mad, og kunne aldrig drømme om, at kaste op igen. Hvis du kan genkende dig selv i noget af det skrevne – så søg hjælp.
Nyd livet, pas på jer selv og hinanden.

 

Det var historien om, hvordan en helt almindelig pige tog drastiske midler i brug for at få drømmekroppen, men som endte med intet andet end et stort tomrum indeni. Heldigvis er hun kommet ud på den anden side, og har fået livet tilbage. Jeg håber, at I læsere fik noget ud af at læse med.

Har du selv en historie, som du gerne vil dele med andre, så er du stadig meget velkommen til at skrive til mig på sofielouisecramer@hotmail.com. Du kan også sagtens vælge at være anonym, hvis du ønsker det.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

MIN HISTORIE: De tog mit ufødte barn fra mig

12516224_10207771487941099_1135349350_n“MIN HISTORIE” er et sted for læsernes fortællinger. Jeg har skabt dette tema for at hjælpe læsere så vel som personerne bag historierne. Nogle gange kan dét at dele sin historie med andre være en stor hjælp i sig selv for at se fremad, og komme videre.

I dette indlæg hører vi Malenes historie. Hun oplevede at få taget sit ufødte barn fra sig i en graviditet, som havde været en halvandet år lang kamp om at komme til.

Fredag den 13. juni var en af de lykkeligste dage i mit liv. Jeg testede endelig positiv på en graviditetstes. Min kæreste og jeg havde været i gang i 17 måneder, med Projekt Baby, og nu var det endelig lykkes. Jeg fik en tid allerede to uger efter til første lægesamtale, hvor lægen bekræftede graviditeten med en urinprøve, så jeg gik lykkeligt derfra. Samme aften begyndte jeg at bløde. Det var heldigvis ikke noget voldsomt, så min kæreste og jeg besluttede os for ikke at gøre noget ved det.

Morgenen efter kunne jeg alligevel ikke slippe tanken, så jeg brugte google og søgte på “blødninger under graviditet”. Der stod de fleste steder, at man skal kontakte sin læge, så det gjorde jeg. Jeg kom ind til lægen over middag, hvor jeg havde fået en tid. Han ringede op til sygehuset for at høre, om jeg kunne blive scannet, men det ville de ikke gøre.

Senere begynder jeg at bløde en smule igen, så jeg valgte at ringe til vagtlægen. Lægen var sød og forstående, og mente, at de skyldte mig en scanning, så det fik jeg.
Ved scanningen kunne de se min livmoder og en fostersæk. Hende der scannede mig mente, at jeg var for tidligt henne, til at man kunne se fosteret. Der var tvivl om, hvor langt jeg var henne, så jeg fik en tid til en ny scanning, hvor jeg samtidig ville få taget blodprøver.

Mandag den 30. juni får jeg taget blodprøver, og overlægen som scannede mig, blev ved i næsten en halv time, til han stoppede og sagde: ‘Det her ser ikke normalt ud”. Han kunne se livmoren med fostersæk i, men han kunne også se en stor cyste på 8 cm på min æggeleder. Inde i cysten kunne han se noget, som han mente måtte være et foster. Derfor var mit HCG-tal ikke steget som det burde, og da det var ude for livmoren, var fosteret nok gået til grunde. Jeg var knust efter den besked, men der var ikke meget at gøre.

Torsdag den 3. juli får jeg taget blodprøver om morgenen, og senere på dagen kom jeg igen ind til scanning. Mit HCG-tal var nu steget rigtig flot, men ham som scannede mig, kunne ikke se noget tegn på graviditet i min livmor. Han mente, at han kunne se et foster og en navlesnor i den cyste, som jeg havde på æggestokken. Han var bange for, at cysten ville sprænge, så derfor besluttede han, at jeg skulle opereres dagen efter. Min verden brød sammen. Det var slet ikke det, jeg havde forventet med denne graviditet.

Jeg bliver indlagt på Sønderborg Sygehus, og de prøver at lægge drop på mig 2 gange, men begge gange mislykkedes. Jeg havde virkelig en forfærdelig nat, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Ikke nok med alt det, som jeg nu skulle igennem, så havde de valgt at lægge mig på barselsgangen, hvor jeg kunne ligge og høre på nyfødte børns gråd hele natten.

Fredag den 4. juli vågner jeg op med en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg var gravid uden for livmoren. Jeg kunne simpelt hen ikke banke det ind i hovedet på mig selv. Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at noget ikke var rigtigt. Jeg spurgte, om det ikke var muligt, at få en sidste scanning inden operationen, så jeg kunne se, hvad de snakkede om. Jeg måtte nemlig ikke se med under den sidste scanning, så det hele var meget uvirkeligt for mig, men det måtte jeg ikke. Jeg kunne snakke med en læge, hvis jeg havde spørgsmål.

Jeg skulle opereres kl. 15.00  Jeg havde fastet hele natten og dagen, så jeg var godt sulten, men min sult var næsten erstattet af nervøsitet da tidspunktet nærmede sig. Jeg havde aldrig været i narkose før, så det var jeg lidt bekymret for. Nede på operationsstuen får de endelig lagt et drop i min hånd efter 5 forsøg. Jeg får lagt en maske hen over mund og næse, som jeg skal trække vejret i. Jeg  får at vide, at de nu vil sprøjte narkosen ind i mit drop, og at jeg lige så stille ville føle mig tungere og tungere. Det var virkelig ubehageligt.  De sagde til mig, at jeg skulle tænke på noget rart imens, så jeg tænkte tilbage på da min kæreste og jeg havde vores datter med i legeland nogle måneder forinden. Pludselig var jeg bare væk.

17.30 vågner jeg lige så stille op med mange smerter, så jeg får noget morfin til at dulme smerten med. Jeg fik af vide, at operationen havde varet næsten en time længere end forventet, men at den ellers var gået helt fint.
Senere kommer jeg op på stuen, hvor jeg er indlagt. Jeg får ringet til min kæreste, som kommer med det samme. På et tidspunkt skal jeg virkelig tisse, så jeg få hjælp fra min kæreste og en sygeplejerske til at komme på wc. På vej derud er jeg ved at besvime på grund af alt det morfin, jeg har fået. Jeg kommer op i sengen igen, men jeg har virkelig ondt. Jeg får derfor et stort skud morfin, som jeg falder i søvn af et kvarter senere.

Lørdag den 5. juli vågner jeg tidligt om morgenen, og jeg kommer selv på wc. Jeg har dog stadig mange smerter i maven. Der kommer en læge ind og fortæller lidt om, hvordan operationen er gået. Han fortæller, at de har fjernet cysten på æggelederne, og at det var en dermoidcyste, som de fandt rester af hår i. De havde også lavet en udskrabning på mig, da de havde fundet hinder i livmoren fra det, der nok har været en abort.

Jeg bliver udskrevet, og sygeplejersken fjerner droppet i min hånd. Jeg gør mig klar til at tage tøj på, men pludselig er der meget blod fra dér, hvor droppet har siddet. Jeg kommer ud på badeværelset med mit tøj. Jeg når lige at få trusserne op til mine knæ, før jeg siger til min kæreste, at jeg ikke har det så godt. Det næste jeg husker er, at jeg ligger på gulvet med to sygeplejersker omkring mig. Jeg bliver dog alligevel udskrevet derefter, da vi bliver enige om, at jeg var besvimet af at have set det blod, der var kommet fra droppet.

Mandag den 14. juli er en af de værste dage i mit liv. Jeg kommer ind hos samme overlæge, som scannede mig anden gang, hvor de fandt cysten. Han virkede nervøs. Han lagde ud med at sige, at det var gået godt med operationen. De havde fjernet cysten og fundet en dermoid i med hår og hud og ja, så havde de også fået svar på udskrabningen. Den havde vist, at  jeg var gravid i livmoren, med et ganske levedygtigt foster! Jeg var i chok. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Overlægen fortsatte hurtigt, og sagde, at han lige ville scanne mig for at se min livmor. Den så helt normal ud, så der var ikke grund til bekymring. Jeg spurgte efter en sygemelding, fordi jeg både fysisk og psykisk var kvæstet oven på tabet af vores ønskebaby, men det kunne han ikke give mig, det skulle jeg snakke med min egen læge om.

Jeg gik derfra med en tom fornemmelse. Så snart vi kom hjem igen, kunne jeg ikke holde facaden oppe længere. Jeg var tudefærdig. De havde fjernet et levedygtigt foster i min livmoder uden min accept. Hvis bare de have lyttet til mig og givet mig den scanning om morgenen inden operationen, så havde jeg nok fuldført graviditeten og stået med en dejlig baby. Jeg var både vred, rasende, ked af det og har haft dårlig samvittighed den dag, jeg fik den besked.

Jeg blev siden hen rådet til at klage til patientklagenævnet, og det råd valgte jeg at følge. De ville gerne tage min sag og hjælpe mig efter, at jeg fortalte dem om min situation. Vi valgte dog at lade sagen ligge, da det kan blive en længere proces, og at jeg af den grund ikke troede, at jeg ville kunne lægge det hele bag mig, og komme videre.

Mandag den 28. juli ringer jeg, og får svar på en prøve. Mit HCG-tal er nu som det skal være, så de kan afslutte mit forløb. hvad vi på dette tidspunkt ikke vidste var, at jeg en uge efter tester positiv på en graviditetstest. Jeg er allerede er gravid igen, på trods af, at lægen fortalte os, at jeg de første 3 måneder efter operationen, ikke ville kunne blive gravid.

I dag har vi nu den skønneste søn, som gjorde, at jeg hurtigere kom mig efter hele den tur jeg var igennem.

Det er nu 20 måneder siden, at jeg fik en abort uden min egen accept. Jeg tænker stadig på det barn, som ikke blev til noget. Var det mon en dreng eller en pige? Hvordan ville lige det barn have været? Det gør mig ked af det, at nogen tog et valg på mine vegne, og at jeg intet havde at sige. Jeg vil for alt i verden ikke have undværet min søn, som blev lavet 20 dage efter de fjernede det lille foster, som lå der før ham, men uvisheden om det lille foster, den er svær at få bearbejdet helt igennem.

Det var historien om, hvordan Malenes ufødte barns skæbne blev besluttet uden hendes accept. Jeg håber, at I læsere fik noget ud af at læse med.

Har du selv en historie, som du gerne vil dele med andre, så er du stadig meget velkommen til at skrive til mig på sofielouisecramer@hotmail.com. Du kan også sagtens vælge at være anonym, hvis du ønsker det.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie