Fødsel

7 ting der kom bag på mig omkring fødslen

10428557_851607998219071_7078293412998740506_n

Til alle jer filmelskere, som har set fødselsscener i et større omfang, kan jeg så nu fortælle jer,  at alt hvad I ved, er den strideste løgn. Det hedder sig altså ikke, at barnet kommer ud, bliver smidt direkte op på mutter, og så er alt bare happy happy. Der er altså lige en moderkage og hundrede liter blod der også skal ud, et maltrakteret underliv der skal syes sammen igen, og en masse nåle der skal stikkes i den ulideligt energiforladte lillemor. Jeg kan som altid kun tale for mig selv, men her er i hvert fald et par ting, som kom bag på mig som førstegangsfødende:

 

1. Min reaktion da fødslen gik i gang

I de sidste fjorten dage af min graviditet raste adrenalinen i mig, så snart jeg bare slog en skid. “Er det nu??” “Er det en ve??” “Skal jeg føde nu???!!” tænkte jeg konstant. Men da det så skete for alvor, var jeg bare helt afslappet og tryg ved situationen. Fra vandet gik og til at vi kørte op på sygehuset, gik der fire timer. Jeg satte mig og så lidt fjernsyn, spiste nogle vindruer og nåede også at sove en times tid. Det hele foregik bare meget stille og roligt.

 

2. Hvor ondt det gjorde

Alle ved, at det gør ondt at føde, men præcis hvor ondt og hvordan det føles, kan man ikke vide, før man står i det. Både min mor og min moster har altid sagt (som de eneste to i verdenshistorien), at de ikke synes det var så slemt at føde, så jeg troede faktisk naivt, at det var noget, der lå til familien, men der tog jeg grueligt fejl. Mens det stod på, kan jeg huske, at jeg tænkte, at Livia aldrig nogensinde ville komme til at få nogle søskende, og jeg sagde også flere gange under fødslen, at jeg simpelt hen bare ikke kunne mere. Men faktisk når jeg tænker tilbage den dag i dag, så tænker jeg også, at det ikke var så slemt, og at jeg da mindst skal have hundrede børn mere.

3. Presseveerne

Det var uden sammenligning det mærkeligste jeg nogensinde har oplevet min krop gøre. Lige  pludselig pressede jeg bare – bortset fra, at det ikke var mig der pressede. Det gjorde min krop simpelt hen bare af sig selv. Jeg kunne ikke styre mig selv, hverken pressefornemmelsen eller de dertilhørende lyde.

4. Den manglende “øjeblikkelige kærlighedsfølelse”

Jeg kan tydeligt huske min første tanke, det øjeblik Livia blev født. Det var slet ikke som jeg havde regnet med. Jeg havde troet, at jeg i det sekund jeg så hende, ville elske hende og have et ubrydeligt bånd til hende, men sådan var det slet ikke. Der skete så mange ting lige da hun kom ud. Jeg mistede en masse blod, så de kaldte den ene ekstra læge ind efter den anden for at få styr på situationen. Jeg blev også stukket i en masse gange, og jeg var totalt afkræftet. Det eneste jeg kunne tænke var “Oh my God, har jeg lige født et barn??!” Det var først da jeg var blevet lappet sammen igen og da vi kom ned på vores egen stue, at jeg mærkede kærligheden.

 

5. Smerten efter fødslen

En ting de sjovt nok heller aldrig har med på film, er al den smerte man oplever efter fødslen. Jeg skulle have lagt et kateder midt om natten efter jeg havde født, fordi jeg ikke selv kunne tisse endnu. Det var uheldigvis to studerende, som forsøgte sig frem på skift, men de endte med at måtte indkalde en færdiguddannet jordemor til sidst. Der er ikke så meget andet at sige til det, end av. At tisse den efterfølgende uge, var nærmest næsten lige så slemt som fødslen. Det var umuligt for mig ikke at komme med smertenslyde, når jeg sad på toilettet, og mine ben rystede under mig bagefter. Igen, av – plus moms.

 

6. Ingen tårer

Normalt har jeg meget let til tårer, og man skulle tro, at fødslen af ens første barn ville være den ultimative lejlighed til at knibe en tåre eller to, men nej. De ting man føler, er så mange stadier over noget, man nogensinde har prøvet før, og man er overvældet på en helt anden måde. Det var først efter tre døgn, at jeg begyndte at hyle.

 

7. At jeg havde en nem fødsel

Da hele tumulten stod på, syntes jeg, at det var det mest forfærdelige nogensinde, men når jeg hører om kvinder, som har veer i tre døgn og får sytten sting bagefter, priser jeg mig lykkelig for, at det gik som det gik for mig. Livias fødsel varede tolv timer, og jeg have kun veer i otte af dem. Ved denne lejlighed vil jeg gerne lige have lov til at hylde de kvinder, som har holdt dette ud i flere døgn. Hatten af for jer. Respekt!

 

Vil du se mere af min verden, er du meget velkommen til at følge med på Instagram ved at klikke HER

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Fødslen – del 2

11084387_10206411104819344_1182114039_n

 

Hvis du har misset første del af min fødselsberetning, så er den at finde lige HER. Igen vil jeg lige understrege, at en fødsel ikke ligefrem er noget kønt syn – hverken i levende live eller på skrift, så fortsætter du med at læse, er det på eget ansvar. Nu til sagen:

Da vi kommer ind på fødegangen står jordemoren klar. Hun undersøger mig, og fortæller mig, at jeg er 3 cm åben. Mine veer kommer allerede meget hurtigt efter hinanden, så vi kommer ind på en stue med det samme. Her kommer jeg ned at ligge på briksen i noget tid – hvor længe har jeg ingen idé om. Jordemoren spørger, om jeg vil have nogen, så jeg bliver tømt fra nummer to, så der ikke sker et uheld under pressefasen. Det siger jeg ja til. Jeg har hørt historier om, at det bare vælter ud af én, når først man har fået det, men det synes jeg nu egentlig ikke det gjorde. Tømt blev jeg dog, og jeg kom op på briksen igen.

På et tidspunkt foreslår jordemoren, at jeg kommer i badekar, fordi det varme vand er smertelindrende. Til alle jer, der engang skal føde, så anbefaler jeg klart at komme i badekar, for det hjælper virkelig. Der ligger jeg ellers i nogle timer, mens veerne bliver kraftigere og kraftigere. Jeg kan huske, at jeg flere gange spørger jordemoren, om der ikke snart sker noget ,så vi kan komme videre, men hun fortæller mig, at det rent faktisk går rigtig stærkt allerede. Normalt åbner en kvinde sig 1 cm i timen, men jeg åbnede mig 3 cm i timen, informerede hun mig om. Jeg beder en stille bøn for, at jeg ikke skal have det sådan her i ti smertefulde timer, og takker i mit stille sind min krop. Mathias holder min hånd gennem hele forløbet og spørger mig hvert eneste minut, om jeg vil have noget vand, og om der er noget han kan gøre.

Efterhånden begynder jeg at have rigtig ondt, og jeg spørger jordemoren, om der ikke er noget man kan gøre. Hun foreslår akupunktur i lænden, og på det tidspunkt, er jeg villig til at prøve alt, så det siger jeg ja til. Personligt synes jeg ikke det hjalp overhovedet. Jeg kommer op på briksen igen og jordemoren tjekker hvor meget jeg har åbnet mig. 7 cm lyder svaret. Jordemoren fortæller mig, at lillepigens hovede ikke helt ligger i den stilling hun skal ligge i når jeg skal til at presse hende ud, så hun beder mig om at vende og dreje mig i alle mulige stillinger, mens veerne står på. Igen har jeg ingen idé om, hvor lang tid de forskellige faser varer, jeg husker kun smerten. Jeg spørger igen, om der ikke er noget man kan gøre. Faktisk spørger jeg helt præcist, om det er for sent med kejsersnit. Jeg vil bare have det overstået. Jordemoren fortæller mig, at jeg kan få sprøjtet nogle saltvandsperler ind i lænden. Hun siger, at det gør lidt ondt at få dem lagt, men at det hjælper med det samme. “Det skal jeg bare have, og det kan kun gå for langsomt!”, tænker jeg. At det gør lidt ondt at få dem lagt, er den største underdrivelse, jeg nogensinde er blevet bildt ind! Jeg skreg som en stukket gravid, men det hjalp lige med det samme, som hun sagde. Veerne fortsætter, og det samme gør Mathias med sit “Vil du have noget mere vand? Er der noget jeg kan gøre?”

Lige pludselig sker der noget mærkeligt. Midt under en ve, presser jeg – bare sådan. Det er som om, det ikke er mig der gør det, som om min krop styrer sig selv. “Jeg presser, jeg presser nu!!” Skriger jeg, mens jordemoren med sin blideste stemme forsikrer mig om, at det bare er fint. Under den næste ve, sker det samme. Jeg presser, helt uden at gøre det med vilje. Det samme gælder mine voldsomme lyde, der pludselig kommer fra mig. De kommer bare, uden at det er mig der siger dem. Jordemoren tjekker mig igen og siger, at jeg nu er 9 cm åben, men at hendes hoved stadig ikke ligger helt rigtigt. Endnu en gang får jeg ordrer på at ligge mig på alle tænkelige måder samtidig med, at jeg skal presse. På dette tidspunkt gentager jeg “Jeg kan ikke mere!” om og om igen mens jeg græder en smule.

Det føles som om, vi forsøger at vende hende i en evighed. “Det gør ooooondt!” Skriger jeg, hvorefter den jordemorstuderende, som også var til stede spørger mig, hvor det gør ondt henne. Her bliver jeg en smule utålmodig, og kommer til at bruge et mindre pænt ord om det sted, der sjovt nok gør ondt. At skulle sugarcoate diverse begreber og navneord, havde jeg bestemt ikke overskud til på det tidspunkt.

Jeg presser og presser, samtidig med at den jordemorstuderende siger “Pres herned Sofie, pres herned”. “Hvad snakker du om?”, kan jeg huske jeg tænkte. “Der er sgu da kun én måde at presse på, og det kan jeg forsikre dig om, at jeg allerede gør!”

Jeg kan huske, at jeg stadig tror, at jeg er i gang med at få hende til at vende rigtigt, men så siger Mathias pludselig: “Jeg kan se hovedet nu, hun har hår!” “Holy shit!” tænker jeg. “Er det dét jeg er i gang med lige nu? Er jeg ved at presse hende ud?!” Det gav mig en helt fornyet kampgejst og ikke mange minutter efter, hev de hende endelig ud og lagde hende på mit bryst. Dét sekund så vi vores datter for aller første gang. Det sekund blev jeg mor <3

Vil du se mere af min verden, er du meget velkommen til at følge med på Instagram ved at klikke HER

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Fødslen – del 1

11084387_10206411104819344_1182114039_n

 

I dag er Livia tre uger gammel. Det er helt vildt så stærkt tiden går. Havde den gået lige så hurtigt den sidste måned af graviditeten, havde jeg aldrig nogensinde haft noget at brokke mig over.

Min aktivitet her på bloggen har været meget indskrænket siden smukkepigen kom til verden, men det skal der laves om på nu. Jeg bliver simpelt hen nødt til at prioritere de mere fornøjelige ting i hverdagen og indse, at der jo også er en dag i morgen til at ordne vasketøj og rengøring.

Jeg har i et tidligere indlæg lovet, at jeg ville berette om min fødselshistorie og nu er jeg klar til det, så den kommer her. Jeg vil dog lige informere om, at jeg som sædvanlig ikke kommer til at pakke noget som helst ind, og at du nok burde stoppe med at læse her, hvis du er en meget sart sjæl. Vælger du at fortsætte læsningen, er det på eget anvar. Here we go:

Som jeg har skrevet et indlæg om tidligere, var vi en akut tur på fødegangen en uge før Livias fødselsdag. (Det kan du læse om HER) Her fik vi at vide, at jeg højst sandsynligt ville få veer i løbet af natten, men det var så bare slet ikke tilfældet. Hele den weekend sad vi derhjemme og kukkelurede fordi vi var sikre på, at jeg skulle føde lige om lidt. Da det så blev mandag morgen og vi stadig ikke var blevet en baby rigere, valgte jeg at leve mit liv videre på normal vis, og så måtte hun komme når hun kom og helt indtil torsdag formiddag fungerede det også fint for mig.

Klokken 09.30 cirka ringer jeg til jordemoren og forklarer, at jeg hele dagen inden og på selve dagen har været ret svimmel igen. Hun giver mig en tid hos ambulatoriet 12.50 så de kunne finde ud af hvorfor jeg var så svimmel hele tiden. Efter at have snakket med jordemoren, går jeg ud på toilettet. Efter jeg har tisset færdig, bliver jeg siddende i noget tid og tjekker Facebook og Instagram færdig. Pludselig kommer der et skyld mere fra tissetøjet og det undrer jeg mig meget over, for det var ikke noget jeg selv gjorde eller kunne styre. Tanker omkring, om det nu var vanden der var gået strejfer mig, men jeg tænkte, at hvis det havde været det, så ville jeg ikke have været i tvivl, så meget synes jeg heller ikke der kom. Jeg går ud fra toilettet og ind i køkkenet for at vaske nogle vindruer.

Pludselig mærker jeg, at det render ned af mine ben og jeg løber ud på toilettet igen. Efter det tager jeg et par af Mathias’ underbukser på, hvis det nu skulle ske igen. Jeg havde igen en del spekulationer omkring hvorvidt det var vandet der var gået eller ej. Jeg havde jo hørt om gravide kvinder, der havde tisset i bukserne før, så jeg var stadig lidt i tvivl. Jeg ringer til min mor og forklarer hende, at jeg måske tror, at mit vand er gået, men at jeg er i tvivl. Hun siger, at det helt sikkert er nu og hun er helt ude af den og hviner “Eeeeej, jeg bliver Bedste i dag! Ej, ej ej!!!”

Lige da jeg afslutter opkaldet, kommer der en ordentlig skylle igen. Denne gang er Mathias’ underbukser fuldstændig gennemblødt og det siver bare ud af mig. Lige dér var jeg slet ikke i tvivl. Det var helt sikkert vandet der gik. Jeg får ringet til Mathias, og jeg kan høre på ham, at han nærmest allerede har startet bilen før jeg får afsluttet sætningen “Vandet er lige gået, det er nu”.

Jeg får ringet til jordemoren igen, forklarer hende hvad der er sket, og siger, at jeg nok ikke får brug for den til hos ambulatoriet alligevel. Hun siger, at vi skal komme ind på fødegangen klokken to, hvis ikke jeg har fået veer inden. Jeg sætter mig i sofaen med mine vindruer, tænder for fjernsynet og venter på, at Mathias kommer hjem. Tiden fra da vandet gik til at vi tager ind på fødegangen er faktisk meget stille og rolig. Jeg sidder bare i sofaen med et håndklæde under mig, ganske afslappet. Mathias kommer hjem og jeg går ind i soveværelset for at få lidt søvn så jeg er klar til, hvad der nu snart skal ske. Jeg får sovet i en times tid og så vågner jeg ved, at der siver endnu mere vand ud af mig. Meget kort tid efter, begynder jeg at føle en smule ubehag i lænden. Det kommer og går med cirka ti minutters mellemrum og jeg begynder at forstå, at det er begyndende veer. På dette tidspunkt er klokken 13.40, og vi skal til at af sted og op på fødegangen. Vi kommer ud i bilen og får startet op. Skal jeg være helt ærlig, så tænker jeg faktisk, at veer egentlig ikke er så slemme. Jeg syntes på det tidspunkt, at de er ubehagelige, men ikke sådan helt ulidelige. Blot få timer senere får jeg da så sandelig skiftet mening om den del..

FORTSÆTTES..

 

Vil du se mere af min verden mens du venter på del 2, er du meget velkommen til at følge med på Instagram ved at klikke HER

Jeg har forresten også oprettet to nye gallerier med billeder fra sygehuset og af Livia, hvis det skulle have interesse

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Den dag Livia kom til verden

10428557_851607998219071_7078293412998740506_nDen 12. marts klokken 22.13 kom øjeblikket vi havde ventet på i ni lange måneder. Vores smukke lille datter kom ud til sin mor og far. Hun vejede 3140 gram og blev målt til at være 52 centimeter. Der var ikke én eneste ting, der ikke var, præcis som den skulle være. Hun var helt perfekt og vi er meget lettede og lykkelige.

Jeg vil ikke gøre dette til et langt og detaljeret indlæg, eftersom vi lige nu stadig er på sygehuset, og al vores energi bliver brugt på at elske vores perfekte lille mirakel, men en anden dag vil jeg skrive et indlæg om selve fødslen og hvordan det hele forløb sig.

Jeg vil alligevel meget gerne sige tusind mange tak for alle lykønskninger, hilsener, besøg, gaver og interesse for vores forløb. Jeg er stadig dybt overvældet over, hvor mange der har fulgt med og bakket op omkring os. Jeg håber, at I vil bære over med de sene og nogle gange ikke-eksisterende svar på SMS så vel som Facebook og lignende, men tiden med vores smukke datter er blevet prioriteret højere og jeg håber på jeres forståelse.

Jeg vil alligevel ikke snyde jer for nogle billeder, og hvis du se mere af min verden, er du meget velkommen til at følge med på Instagram ved at klikke HER

947230_10206340653258099_3939597120866875376_n 10430482_10206340654978142_2932977265408644661_n 10615549_851607971552407_26273305809057511_n 10929196_10206340652218073_2139577017090648863_n 10982261_851608048219066_8935222316334623006_n 11039899_10206334635867668_1581653971706255277_n 11052032_10206340654098120_855597966131392205_n 11071303_10206340651698060_5941109513955560258_n matogliv

 

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra Mathias, Livia og mig

Sofie