Skærmbillede 2016-06-13 kl. 08.59.33.png

De seneste års helt store fitness-bølge er nok ikke gået manges næser forbi uanset om man har foragtet den, eller er sprunget på den. Egentlig er en sund kost og daglig motion jo en rigtig god ting – eller er det? Jeg vil i hvert fald gerne dele min historie om, hvad der startede som en meget uskyldig livsstilsændring, men som endte med at gøre mig besat og lettere sindssyg.

Det hele startede med et kongebal i 3.g på gynmasiet. Jeg ville gerne smide de klassiske fem kilo inden den aften og se godt ud i min kjole. Derfor begyndte jeg at spise fornuftigt og gå til holdtræning med en veninde. Den store kongebalsaften kom, og jeg havde nået mit mål. Men jeg stoppede ikke der. Jeg var blevet bidt.

Jeg elskede min nye livsstil. Jeg elskede at føle, at jeg gjorde noget godt for mig selv og min krop, og jeg begyndte derfor at skrue mere og mere op for min intensitet og kampgejst. Mit mål var hele tiden at smide to kilo mere. Når jeg så havde smidt dem, skulle de næste to kilo så også nedlægges, og sådan blev det ved. Jeg fik utallige komplimenter for mit hårde arbejde, og folk begyndte endda at spørge mig til råds omkring kost og træning, og hvordan jeg gjorde.

Jeg begyndte at se på min krop med helt andre øjne, og jeg blev aldrig tilfreds. Jeg så en bule på maven og en mormor–arm, som ingen andre end jeg selv så. Et par ganges træning i ugen blev til flere timer hver eneste dag, og jeg begyndte langsomt at udelukke flere og flere fødevarer fra min kost, fordi jeg havde læst den ene og den anden artikel om, hvad der var sundt, og hvad der var usundt.

I mit egen hoved gik det hele alt for langsomt. Jeg ville have den perfekte krop, og jeg ville have den nu! Der gik ikke et eneste minut, hvor jeg ikke tænkte på, hvad jeg skulle spise og hvor mange hold jeg kunne nå at være på den dag.

De fleste kender til spiseforstyrrelsen anoreksi, og de fleste ved også godt, hvad bulimi er, men der findes faktisk også en tredje spiseforstyrrelse, som hedder ortoreksi. Mennesker som lider af den forstyrrelse, har et overdrevet og besættelseslignende fokus på sundhed, og det var lige præcis det, som jeg var godt og grundigt fanget i.

Jeg begyndte så småt at trække mig fra sociale sammenkomster. Jeg havde ikke lyst til at se nogen mennesker lørdag aften, fordi jeg vidste, at der højst sandsynligt ville være slik og andre søde sager, som jeg ikke havde lyst til at være i nærheden af. Jeg ville ikke udsætte min krop for den totale fare, som jeg var overbevist om, at sukker og fedt ville være for min krop. Samtidig ville jeg heller ikke ligne “hende den sippede”, som sagde nej tak til kage. Derfor var det bare meget nemmere at blive hjemme og gå tidligt i seng, så jeg kunne stå tidligt op dagen efter, og smutte til min livsnødvendige træning.

Hver gang jeg så en skål med slik eller en tallerken med sovs, blev jeg skrækslagen og tænkte “ad!” Min hjerne associerede ikke længere den slags med lækre ting, som smagte godt, men som nærmest livsfarlige ting, som ville ødelægge min krop. Jeg troede næsten, at jeg ville dø, hvis jeg duftede til et stykke hvidt brød.

Til sidst var jeg helt nede på 58 kilo, og jeg er 172 cm høj. Som man kan se på billedet øverst, var der ikke ligefrem en overflod af fedt på min krop. Jeg så det bare ikke dengang. Jeg ville hele tiden have mere.

Når jeg den dag i dag ser billeder af mig selv fra den tid af, kan jeg tydeligt huske, hvad jeg tænkte indeni, mens alt så super idyllisk ud på billederne. Når jeg en sjælden gang i mellem var i sociale sammenhænge, sad jeg bare og kiggede på alle mine super smukke veninder, som altid så skide godt ud. Jeg følte, at jeg lignede en klistret pose skrald i forhold til dem.

 

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 14.06.13

 

Heldigvis varede min besættelse ikke evigt. Jeg fik langsomt hen ad vejen mere og mere balance i tingene. Det gik op for mig, at det hverken var fedt, sukker eller kulhydrater, der var fjenden. Det var mit eget hoved der var det. Den dag i dag vejer jeg næsten præcis det samme, som dengang det hele startede, men forskellen er, at jeg aldrig har været mere tilfreds med min krop end nu.En flad mave er heldigvis ikke det vigtigste i min verden længere, for det var det vitterligt den gang.

Jeg har tit spekuleret over, hvor alt det her kom fra, og jeg aner det ærlig talt ikke. I mine unge teenage-år fejlede selvværdet ikke noget, tværtimod, og den dag i dag har jeg det igen rigtig godt med mig selv, men jeg havde bare en rigtig mørk periode i slutningen af gymnasietiden.

Den dag i dag har jeg heldigvis fundet en rigtig god balance. Jeg spiser hvad jeg har lyst til, for jeg har stadig lyst til at være god mod min krop og mig selv. Jeg træner fordi jeg elsker det, og har jeg ikke tid eller lyst en dag, så lader jeg være.

Jeg ved desværre, at jeg langt fra er den eneste, som har, eller har haft disse tanker. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og fortælle mig selv noget, ville jeg sige, at det ikke er de tidlige søndag morgener i træningscenteret, som siden hen har givet mig en masse gode minder og livskvalitet. Det er de hyggelige aftener med mine nærmeste, som i virkeligheden betyder noget, og gør mig glad, og den slags aftener kan man heldigvis have uanset hvilket tal, der måtte stå på vægten. Sundhed handler ikke kun om sixpacks og protein-shakes. Sundhed handler om at have det godt både fysisk, men i dén grad også psykisk.

Skærmbillede 2016-06-13 kl. 14.45.13

A-to-the-men!

 

 

Hvis du gerne vil se mere af min verden og min vegetariske tilværelse, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *