Mit navn er Sofie Louise Cramer og jeg er 26 år. Den 12. marts 2015 fødte jeg min smukke datter Livia. Hendes far og jeg har alle dage haft et meget turbulent forhold, som har været on and off i rigtig mange omgange, men da Livia var lidt over et år, stoppede vi vores forhold endegyldigt. Det gjorde rigtig ondt at skulle vinke farvel til den traditionelle familiedrøm, men der er ingen tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Vi er langt fra enige om alt, men vi er heldigvis enige om, at vi elsker Livia højere end noget andet.

I april måned 2016 tog jeg efter mange tanker og overvejelser en stor beslutning om, at vinke endegyldigt farvel til kød. Det gav simpelt hen bare mere mening for mig at lade være til sidst. For mig handler det 100 % om dyrevelfærd og intet andet. Jeg vil gerne understrege, at jeg på ingen måde forbander kødspisere, eller deres valg om at spise kød. Dette er en beslutning jeg har taget for mig selv, fordi det er hvad der giver mest mening for mig.

I september 2016 mødte jeg Lars. Den mand fejede komplet benene væk under mig, og det var mere eller mindre kærlighed ved første blik, og Livia var næsten lige så tosset med ham som jeg var. Desværre er kærlighedslivet ikke altid særlig nemt, så vi flyttede fra hinanden i september 2018. Som det er lige nu, kan vi hverken rigtig leve med eller uden hinanden, så jeg har desværre ikke helt noget facit på, hvad vi er og ikke er i skrivende stund.

I august 2017 begyndte jeg på læreruddannelsen i Silkeborg. For at være bundærlig, så har mine tanker om lærerlivet varieret meget siden jeg startede, og jeg har haft mere motiverede perioder end andre. Dog er jeg kommet frem til, at jeg for alt i verden bare gerne vil gøre en forskel og være noget for nogen, og det har jeg mulighed for som lærer, så som det ser ud lige nu, så skulle jeg meget gerne stå som uddannet dansk- engelsk og musiklærer i sommeren 2021.

Jeg startede min blog op i januar 2015 for at have et sted, hvor jeg kunne komme af med mine ophobende tanker. Jeg har altid fået at vide, at jeg tænker for meget, og på denne måde, kan jeg bruge dette til noget konstruktivt. Jeg er samtidig en kreativ person, som elsker at skabe noget og udrette noget i denne verden, så derfor fandt jeg “min ting” i blogging-universet. Det skal lige siges, at jeg på ingen måde identificerer mig selv med den klassiske blogger-type. Royal Copenhagen og overbetalte stilletter siger mig absolut intet. Det gør ærlighed og genkendelsesfaktor derimod, og derfor er det den kategori jeg vælger at skrive i.

Hvis du gerne vil se mere af min verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *