Indtil for ganske få måneder siden gik jeg rundt og troede, at p-piller var Guds gave til kvindeligheden. Det havde jeg faktisk gået og troet i intet mindre end syv år. De danske læger er nemlig utroligt gode til at stikke en recept i hånden på unge piger, uanset hvad de måtte gå og tumle med. Har du uren hud? Svaret er p-piller. Har du mange menstruationssmerter? Vejen frem er p-piller. Har du spaltede spidser og mange lektier for til i morgen? Det eneste rigtige er p-piller!

Jeg var selv en af de hersens unge og uvidende piger, som havde hørt om alt det gode ved at være på p-piller. Det lød jo så aldeles problemfrit og nærmest som en uklog beslutning ikke at begynde på dem, så det gjorde jeg. Det var først nu syv år efter, at jeg begyndte at se kristisk på mine trofaste venner, som i så mange år on and off havde stået side om side med min anden trofaste ven tandbørsten på mit badeværelse.

Det hele startede sådan set med et podcast. Martiny Podcast for at være mere præcis. I afsnittet Christine Bonde om p-piller & hormonbalance fortæller de to kvinder om deres egen oplevelser med p-piller, og hvorfor de er stoppet med at tage dem. Dette podcast gav utroligt meget stof til eftertanke, ikke mindst om bivirkningerne ved at tage p-piller. På netdoktor.dk lyder listen over bivirkninger således:

  • Hovedpine
  • Kvalme
  • Humørsvingninger
  • Pletblødning
  • Nedsat sexlyst
  • Risiko for blodpropper

Egentlig var der som sådan ikke så mange af disse punkter, som jeg ikke i forvejen var klar over, men mit spørgsmål til mig selv var bare “hvorfor pokker udsætter jeg mig selv for alle de bivirkninger, når jeg sagtens kan undgå dem?” 

Dette spørgmål brugte jeg et par dage på at gruble intenst over. Hvorfor brugte jeg overhovedet nogen som helst form for hormonel prævention? Hvorfor i alverden havde jeg i sin tid taget et valg om at gå ind og forstyrre min egen naturlige hormonbalance, og sætte mit eget helbred over styr? Tillad mig at lade min indre ærkerødstrømpe-feminist tale her: Svaret på mit eget spørgsmål er nemlig utrolig simpelt; fordi samfundet sagde til mig at jeg skulle.

Okay, jeg kan godt selv høre, hvordan den påstand lyder, og jeg ved også udemærket godt, at der ikke er just er nogen socialrådgiver fra kommunen, som har tvunget noget som helst ned i mit svælg, men hvis man lige tænker et øjeblik over det, hvor mange hunkønsvæsener derude har så ikke både fået anbefalet p-piller af deres egen læge af den ene eller den anden årsag, og hvor mange af jer har samtidig også hørt mindst én mand i deres liv komme med en negativ udtalelse, når det kommer til vores kære gamle ven kondomet?

Selve pro kondom-snakken kan vi tage en anden god gang, men skal vi måske lige engang kigge på netdoktor.dk endnu engang og tjekke listen over bivirkninger ved kondomer? Listen lyder således:

 

 

 

 

Jeps, du læste rigtigt. Der er nemlig INGEN bivirkninger ved at bruge kondom. Nu skal der nu nok sidde en utilfreds mandelig sjæl (muligvis Lars) eller to og protestere med invendinger som “jamen det strammer” eller “det føles bare så ubehageligt at have på!” Til det har jeg ikke andet at sige end; Tror du alvorligt talt ikke at hovedpine, kvalme, humørsvingninger, pletblødning, nedsat sexlyst og blodpropper føles bare den mindste smule ubehageligt??? Jo tak, det tror jeg da nok vidst lige, at det gør.

 

Det er nu tre-fire måneder siden jeg selv smed mine p-piller direkte ned i toiletspanden, og min indre ærkerødstrømpe-feminist er ovenud lykkelig for min beslutning. For kort tid siden hørte jeg endnu et podcast med Fries Before Guys-pigerne (EVIGT fangirl by the way!), som hed Klamydia-trilogien og en ode til kondomet. Hvert eneste ord der blev sagt i den indspilning, gjorde mig bare 100.000 procent sikker på, at jeg har gjort det helt rigtige. Så hvis du selv går og overvejer, om p-piller nu også er det rigtige for dig, så kan jeg brandvarmt anbefale, at du giver deres afsnit et lyt.

 

Hvis du gerne vil se mere af min hormonel prævention-frie verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *