STOMI, FORARGELSE OG MIN APRILSNAR

Måske læste I med i lørdags, da jeg udgav et indlæg om, at Lars skulle have stomipose (ellers kan du læse indlægget HER). Først og fremmest vil jeg gerne beklage til de få derude, som blev følelsesmæssigt ramte af indlægget, men hvis der er noget, som jeg absolut ikke vil undskylde for, så er det, at jeg valgte at omtale stomi i forbindelse med min aprilsnar.

Aldrig i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at så mange mennesker ville have så stort et problem med denne aprilsnar. Flere gange har folk kommenteret, at det ikke er noget man laver sjov med, og at jeg udstiller dem, som rent faktisk har stomi negativt, og nogle mener endda, at jeg direkte gør grin med dem.

Ærlig talt så er jeg faktisk en smule vred i skrivende stund. Mit tastatur har det væsentligt hårdere lige nu, end når jeg ellers grifler et indlæg ned. For det første, så vil jeg rigtig gerne vide, hvornår jeg i mit aprilsnar-indlæg på noget som helst tidspunkt omtaler stomi negativt. Jeg ville kunne forstå folks forargelse, hvis jeg havde skrevet noget i retning af:

“Den dag Lars får sin stomipose, vil jeg edderdælme ikke røre ved ham nogensinde igen. Stomi er pokkers ulækkert og de mennesker der har sådan en pose siddende på sig, skal aldrig nogensinde nærme sig mig!”

Men har jeg skrevet sådan? Nej, det har jeg på ingen måde! Lad os lige kigge tilbage på, hvad det var,  jeg rent faktisk skrev:

“Hvad mig angår, så må jeg indrømme, at jeg er en smule nervøs for den første tid efter operationen, men jeg håber og tror på, at det som så meget andet er noget, som man bare lige skal vende sig til. Jeg har på ingen måde tænkt mig at vælge manden i mit liv fra bare fordi han lider af tarmproblemer. Jeg elsker ham lige så højt som før vi fik denne nyhed, og jeg kommer til at elske ham præcis lige så højt efter operationen, hvis ikke mere endda.”

Jeg kan simpelt hen ikke tage folks beskyldninger alvorligt. Jeg synes, at dette er løbet alt for løbsk, helt ud i andre dimensioner. At folk har hoppet på en aprilsnar og nu føler sig ramt, grænser sig til dobbeltmorale i særklasse. Lad os tage et eksempel på dette, skal vi?

Hvor mange hunkønsvæsener derude har ikke på et eller andet tidspunkt forsøgt at bilde deres bedre halvdel ind, at de var gravide? Er det at skulle have et barn ikke væsentligt mere alvorligt end stomi? Hvis Lars nu rent faktisk skulle have en stomipose, så ville det have absolut ingen effekt på dem, som jeg en gang for mange år siden har gået i parallelklasse med. Laver man derimod den klassiske graviditets-aprilsnar på sin partner, så vender man op og ned på hele hans verden, og anbringer ham i en komplet livsforandrende situation. Hvorfor er det så lige, at denne form for aprilsnar er komplet acceptabel, når emnet stomi ikke er? Er det et spørgsmål om, at en graviditets-aprilsnar er triviel, og at en aprilsnar om stomi er sjældent set før?

Ærlig talt så har jeg ikke meget til overs for de mennesker, som har følt sig stødt over mit valg af emne til dette års aprilsnar. Er det i virkeligheden ikke jer, som netop er med til at tabubelægge emnet og gøre det til noget, som er langt mere alvorligt end det er? Jeg har ikke skrevet, at Lars havde tre måneder tilbage at leve i, hvilket bestemt ikke ville have været sjovt, den er jeg skam med på. Jeg har skrevet, at Lars skulle have en pose spændt fast på sig, og at han ikke skammede sig over det. Det er jer forargede typer, som er godt og grundigt i gang med at stomishame, sorry to break it to you. Hvis man bliver så nemt forarget over at læse om “tunge emner”, så vil jeg anbefalde jer at indskrænke jeres brug af sociale medier til et absolut minimum, ’cause I got news for you, internettet er fuld af den slags. Velkommen til den virkelige verden.

Hvis du gerne vil se mere af Lars’ og min verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Lars skal have stomipose

Måske har I læst mit indlæg om Lars’ operation tilbage i december måned. (Hvis ikke kan du læse det HER.) Lars har nemlig det seneste år været inde og ude af lægebesøg, konsultationer, operationer og eftertjek i tide og utide på grund af hans problematiske endetarm. Jeg vil skåne jer for at gå i dybere detaljer med dette, da det for det første er mere eller mindre underordnet, og samtidig også muligvis er too much information for nogen.

Under alle omstændigheder er sagen nu den, at der ikke er mere at gøre, og at lægerne kun har én sidste løsning tilbage for Lars, og det er en stomipose.

Der sidder nok en enkelt læser eller to derude og lige nu tænker “hvad er det dog for noget enormt grænseoverskridende og privat noget hun skriver om sin egen kæreste?!” Men faktisk  er Lars 100% bevidst om, at jeg skriver dette indlæg. Han har virkelig taget det hele pænt, og det er utrolig inspirerende at se. Jeg er så ufatteligt stolt af ham.

Lars har taget en beslutning om, at dette ikke skal ruinere hele hans verden, og samtidig er det heller ikke noget, som han har tænkt sig at feje under gulvtæppet og tabubelægge. “it is what it is”, som han siger, og jeg beundrer hans gåpåmod himmelhøjt. Jeg har aldrig haft mere respekt for ham, end jeg har nu for at have taget den beslutning.

Selvfølgelig er det ikke en ting, som han er decideret stolt af, og hvis han kunne undgå denne skæbne, så havde han bestemt gjort det, men efter utallige af indlæggelser og besøg på flere af landets sygehuse oplever jeg, at han på en eller anden måde virker lettet over, at beslutningen nu er taget. Han forventer at få en indkaldelse til den endelige operation en gang i juni måned, så nu kommer der endelig en løsning på hans mange problemer.

Hvad mig angår, så må jeg indrømme, at jeg er en smule nervøs for den første tid efter operationen, men jeg håber og tror på, at det som så meget andet er noget, som man bare lige skal vende sig til. Jeg har på ingen måde tænkt mig at vælge manden i mit liv fra bare fordi han lider af tarmproblemer. Jeg elsker ham lige så højt som før vi fik denne nyhed, og jeg kommer til at elske ham præcis lige så højt efter operationen, hvis ikke mere endda.

 

Hvis du gerne vil se mere af Lars’ og min verden, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

Mit Rasmus Modsat-gen

 

Jeg har altid været noget af en trodsig type. Det vil min mor højst sandsynligt give mig ret i. Når andre har sagt A, så kribler det inden i mig efter at råbe B så det runger. Måske kan I fornemme dette i min video på Instagram, hvor jeg har fundet på en lidt mere kreativ måde at promovere Detox Tea fra WeightWorld.dk på. (Du kan se videoen HER.) Jeg kunne sagtens have taget et helt almindeligt billede, hvor jeg suger maven ind, mens jeg totalt tjekket sipper til min gode kop te med et smil på læben præcis som samtlige andre Detox Tea-piger derude, men jeg er komplet allerigisk overfor den slags basaliteter, og derfor skriger alt i mig efter at gøre noget anderledes. Det skal lige siges, at teen ikke smager dårligt på nogen måde. Faktisk er jeg meget positivt overrasket over min oplevelse med teen, men det skal jeg nok fortælle om en anden god gang.

I mine teenageår var min trodsighedstrang på sit absolut højeste. Når de andre piger knappede meterlange extensions fast til deres hovedbund, så klippede jeg mit hår kort. Når de andre piger iklædte sig nedringede Dolce Gabbana-toppe, så skulle jeg have en Foo Fighters T-shirt på. Når de andre piger sang med på Nik og Jay i radioen, så tog jeg mine høretelefoner på, og fyrede op for noget My Chemical Romance. Dem der kender mig, husker helt sikkert mine utallige forskellige farverige frisurer, og mine mindst lige så farvestrålende outfits. Det var det absolut vigtigste for mig i verden at folk forstod, at jeg ikke var ordinær. Jeg levede og åndede for at være anderledes, og for at vise hele verden det.

Når jeg ser billeder fra dengang, tænker jeg “helledusseda!”, og bliver en lille smule flov over min beklædningssans, men samtidig bliver jeg faktisk også stolt. Jeg vil langt hellere tænke tilbage på mig selv som en yderst farverig og iøjenfaldende teenager, end jeg vil huske mig selv som en lille grå mus uden nogen form for individuel holdning til noget som helst.

 

R.I.P. ikke eksisterende øjenbryn #2010

Den dag i dag ser jeg stadig mig selv som en yderst trodsig personlighed, heldigvis med en opgraderet stilbevisthed. Jeg har dog lært, at jeg ikke skal være en Rasmus Modsat for enhver pris. Det hænder, at jeg fra tid til anden falder helt hovedkuls for en trend, en kliché eller en dille. Jeg er for eksempel helt syg med alt hvad der hedder peplum, jeg er fuldstændig forgabt i Ed Sheerans musik, og jeg er totalt SKAM-oholic.

Jeg har heldigvis lært med årene at hvile lidt mere i mig selv og stole på, at min personlighed nok skal tale for sig selv fremfor mit valg af frisure. Jeg vil alle dage forestrække foretrække Foo Fighters frem for Nik og Jay, men det behøver kassedamen i Netto ikke ligefrem at skulle læse på min T-shirt.

 

Hvis du gerne vil se mere af min Rasmus Modsat-tilværelse, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

 

 

Om frustration og utilstrækkelighed

Det er ved at være nogle uger siden jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Måske har nogle også bidt mærke i, at jeg ikke har postet synderligt meget på Instagram og alle de andre steder, i forhold til, hvad jeg sædvanligt gør. Nu har både Livia og Lars har haft fødselsdag i mellemtiden, så er det er bestemt ikke fordi jeg ikke har haft noget at berette om, eller at jeg ikke længere har noget på hjerte, som jeg har behov for at ytre mig om. Sagen er ærlig talt den, at jeg har haft en kortere periode i den seneste tid, hvor jeg har været godt og grundigt frustreret over mange små og store ting.

Jeg var et smut i København med min mor for nogle uger siden, hvor jeg overbelastede min fod, hvilket ledte til starten på min frustration. Jeg var nødt til at holde min fod i ro, og den slags bliver jeg en smule småsindssyg af. Efterfølgende blev jeg frustreret over, at jeg ikke kunne lave noget med Livia, og jeg følte ikke, at jeg var en særlig spændende mor. Samtidig var jeg nødt til at melde mig syg på mit nye arbejde, efter kun at have været ansat i fjorten dages tid, og jeg følte mig som en totalt dårlig medarbejder. Til sidst blev jeg frusteret over, at jeg var frustreret, og mit dårlige humør gik blandt andet ud over Lars. Dermed følte jeg mig samtidig som en totalt mopset rappenskralde af en kæreste, og det gjorde bestemt ikke min frustration mindre.

Hvorfor fortæller jeg overhovedet om al min frustration? Det gør jeg fordi, at jeg på ingen måde er interesseret i at være den dersens steriotype bloggerpersonlighed, som kun viser sin verden frem, når den er tildækket af tryllestøv og Instagram-filtre. Den slags synes jeg ikke ligefrem, at verden mangler. Derimod mangler vi efter min mening lidt mere ærlighed og indsigt i menneskers virkelige verden, hvor frustration også eksisterer.

Jeg vil vove at påstå, at jeg ikke er den eneste mor, medarbejder eller kæreste, som til tider har følt sig en lille smule utilstrækkelig. Jeg tror kun, at følelsen af utilstrækkelighed og frustration bliver større ved at vi bliver ved med at bilde hinanden ind, at “her går det godt“. Så hvis der sidder bare én eneste læser derude og lige nu tænker “You said it girl!“, og hvis den ene læser føler sig bare en kvart procentdel mindre frustreret, og blot en anelse mere okay med at være det, så er min mission for dette indlæg lykkes.

Til sidst vil jeg ikke snyde jer for et par billeder fra Livias fødselsdag. Vi havde den bedste dag med søde gæster, gode gaver, og alt hvad der ellers hører til en lille piges to års fødselsdag.


 

Hvis du gerne vil se mere af min verden, både når det går op og når det går ned, er du meget velkommen til at følge med på FACEBOOK og INSTAGRAM.

De allervarmeste glade tanker og hilsner fra mig

Sofie

1 2 3 4 5 31